mandag den 30. august 2010

Så, hvorfor egentligt diæt?

Jo... fordi det lader til at tingene hænger sammen.

Svag ryg
For maaaaaaange år siden konstaterede min daværende læge (tror vi snakker 10-12års alderen), at der var 1 cm forskel på mine ben, og at jeg som konsekvens heraf havde ret stor risiko for at udvikle problemer med ryggen.

Han anbefalede svømning.

Senere blev det til en Skoliose og senere igen en Scheuermann.

De to sammen giver ikke det bedste grundlag for en "god og velfungerende ryg".

Colitis Ulcerosa
Umiddelbart før jeg flyttede til Kbh (tror det har været i 2002 eller deromkring), gik jeg til lægen fordi jeg mente jeg måske var allergisk over for mælk (eller sådan noget). Det endte (via div. speciallæger og overlæger) med at diagnosen blev Colitis Ulcerosa. Dette er en kronisk lidelse, der betyder at der er "en inflammatorisk tilstand i tyktarmen".

Ifølge lægerne har denne sygdom "ingen beviselig relation til kosten".
Men "visse patienter mener at kunne identificere fødevarer der påvirker dem". SUK.

Det tog et par år før det faktisk lykkedes lægerne at fortælle mig lidt mere specifikt, at jeg skulle være på medicin resten af livet.

Noget der (dengang) var mig meget imod. Medicin mener jeg generelt ikke er noget man skal tage - og slet ikke i for store mængder - jeg frygter at vi alle bliver resistente over for en masse ting og sager.

Diskusprolaps
For godt 2 år siden fik jeg så konstateret (via en MR skanning - der forøvrigt udelukkede at jeg skulle have en Scheuermann) at jeg har en Diskusprolaps imellem L2/L3 - hvilket er ret højt oppe på ryggen, den gængse prolaps sidder længere nede i lænden.

Efter det var konstateret, blev jeg bare sendt hjem. Ikke noget med "hvad så nu?".

Siden prolapsen blev konstateret, har jeg forsøgt af flere omgange at komme igang med at dyrke noget sport. Men volleyball er desværre udelukket.

Uanset hvad jeg har fundet, har jeg ikke haft motivationen eller lysten til at fortsætte med det. Fitness maskiner siger mig bare intet. Og løb har jeg ikke rigtigt fået fat på - desuden giver løb mig også ondt i ryggen.

Som konsekvens af mit pludseligt manglende aktivitetsniveau, begyndte jeg naturligt nok at tage på. Det betyder, at jeg pt. nok er ca. 30kg over "idealvægten" og ca. 20kg over hvad jeg burde være.

Osteopat
Luise (Christinas lillebrors kæreste) havde nogle problemer, som hun gik til en Osteopat med. Herefter anbefalede hun ham til Mikkel, dernæst anbefalede de begge ham til Christina, og endeligt anbefalede de alle ham til mig.

Så... afsted til Osteopat med mig.

Jeg gik til ham med "jeg har problemer med ryggen", og efter ganske få minutter spurgte han, om jeg ikke havde nogle problemer med maven/tarmen også.
Jeg måtte jo så fortælle ham dele af den ovenstående historie, hvorefter han sagde "hele din krop skriger, at det er tarmen det er galt med", "så det er der vi tager fat".

Så... ifølge Osteopaten skyldes mine rygproblemer min Colit.
For at være klar på det, så er Scoliosen ikke noget han kan gøre noget ved (og uafhængig af Colitten). Det ville en evt. Scheuermann også være. Men de bidrager bare til at gøre, at de problemer Colitten skaber bliver værre.

Og det giver mening.

Tarmen er vedhæftet til kroppen forskellige steder med sener, ledbånd og muskler.
Når tarmen er provokeret, kramper det sammen, og det gør at disse muskler (der går om til ryggen, lige omkring der hvor jeg har min prolaps) også kramper sammen.

Det gør, at min ryg bliver helt enormt stiv i hele den nederste del, og det betyder igen, at alle mine rygmuskler bliver overbelastede og trætte af hele tiden at være i krampe.

Så... det nytter ikke at "styrke ryggen", for den er egt. ikke svag. Den er bare enormt krampagtig og overbelastet.

Og... det eneste jeg kan gøre, er at forsøge at holde min tarm glad.
Ingen/minimal colit = god ryg.

Da det eneste jeg iflg. den gængse lægeverden kan gøre ved Colitten er, at tage 4 piller 1 gang dagligt resten af livet, er det naturligt at jeg undersøger andre alternativer.

Colitis og kost
Der findes et væld af amerikanske sites der "dokumenterer" effekt af at ændre kosten. Der er også et kommercielt dansk produkt (Nordiskrebalance).

Basalt set går det ud på, at en inflammatorisk tilstand trives på sukker og letnedbrydelige kulhydrater. Desuden er der noget syre/base da det er mave/tarm, så meget syre-holdigt kød er heller ikke godt.

Mao. hold dig fra let nedbrydelige kulhydrater (sukker, mel) og syreholdigt kød (oksekød), så får Colitten ikke næring, og bliver mindre aktiv.

For diæt
+ colitten bliver mindre aktiv -> rygproblemerne bliver måske mindre
+ god chance for at tabe mig -> rygbelastningen bliver mindre

Imod... øøøh, jeg kommer til at savne brød og oksekød.
No biggie.

søndag den 29. august 2010

Sukkerabstinenser

Tro det eller lad' være, men det er faktisk lykkedes mig nu at holde diæten i 4-5 dage.

Hvor utroligt det end lyder, så er der faktisk en hel masse ting jeg kan mærke, allerede nu.

Det første jeg oplevede (faktisk på dag 1), var hovedpine.
Dag 2 fik jeg også hovedpine, og det har jeg faktisk haft stort set alle dage siden jeg startede.

Det facinerende er, at så forskellig er min kost ikke.
Det eneste jeg har gjort er, at undgå stivelse (brød, kartofler, pasta), sukker (hvidt sukker, ikke frugt) og oksekød.

Hovedpinen er ikke som den "spændingshovedpine" jeg af og til får.
Jeg er ret sikker på, at det bare er min krop der er ved at omstille sig til at finde energien fra andre depoter end de let-nedbrydelige kulhydrater.

Men udover hovedpinen har jeg det faktisk udemærket.

fredag den 27. august 2010

Diæten begynder

Hej.

Jeg har igennem MANGE år haft en Colitis Ulcerosa.
Ifølge de gængse overlæger har denne sygdom umiddelbart intet med kost at gøre.
Ifølge mig (og mange andre) har den.

Derfor er jeg, for et par dage siden, påbegyndt en diæt der forsøger at minimere "brændstoffet" for Colit'en.

Dvs. kulhydrat fattigt, og desværre også "oksekødsfattigt".
Suk.

Jeg vil se om jeg kan huske at skrive lidt (navlebeskuende) her, om hvordan jeg har det, og hvad jeg gør osv.

Det vil sige, nu bliver denne dagbog FOR ALVOR kun min, min, min!!!
(Jeg tvivler virkeligt seriøst på, at der er nogen der gider læse om min tarm! :D)